"The Labrador unquestionably holds poole position

of all breeds of working retrievers"

[Lorna, Countess Howe 1943]

Mennesket bag Kennel Brown Hunt, er Pernille Lillevang. Kennelen blev startet i 1995, som også var året, hvor det første kuld hvalpe blev født.

Stamtæven i min kennel var en brun tæve, Avons Tongue-Twister i daglig tale kaldet Luka - en skøn tæve, som jeg nød selskab af i 12 år og som fik 3 dejlige kuld hvalpe. Jeg beholdt Brown Hunt's Bissede Bijou fra første kuld i 1995 og Brown Hunt's Happy end of Luka fra sidste kuld i 1997. Luka var en tæve af super kvalitet, og jeg er meget taknemlige for at have fået, en så god start i min kennel, og skylder Kennel Avon v/Grete Torsting en stor TAK. 

I 2008 flyttede jeg sammen med Tommy Langelund Jakobsen. Tommy er meget aktiv jæger og naturligvis også hundemand. Tommy og jeg er nu fælles om aktiviteterne med hundene og vores lille opdræt.

 

Billedet er fra greenland kuldet i august 2004, fotografen er naturligvis Marlene Birkebæk.

 

Jeg er født i vædderens tegn 15. april 1966, og med alle vædderens ildsjæle. Uddannet kontorassistent, med en EDB aspirant uddannelse som tillæg. Arbejder i Billund Lufthavn, når jeg ikke arbejder med hundene eller arbejder med hjemmesider, som er endnu en lidenskab. Jeg er samlevende med Tommy Langelund Jakobsen, der deler interessen for labrador med mig i tykt og tyndt. Der ud over er Tommy passioneret jæger og ham der kan "trylle", og hermed mener jeg fremstille alt muligt praktisk, blot han har en æske tændstikker, en rulle sejlgarn, og en god plan :-)

Jeg fik min første Labrador i 1987, en skøn sort tæve der kunne ALT - hun blev købt hos kennel Avon og hun hed Avons Lucy Locket til daglig kaldet Mahlou. Hun har altid været mit mål i avlen og hun startede mit opdræt, da jeg mistede hende. Jeg MÅTTE have en magen til. Så jeg parrede Luka - halv søsteren til Mahlou og var utrolig heldig at ramme en god hanhund første gang, nemlig DKCH Romlunds Philiph !

Tommy fik sin første labrador i 1994. Det var en fantastisk sort hanhund der både vandt Unghundemesterskab og blev Brugs og jagtchampion - han hed Bjerregaards Spinner og han er i dag oldefar til Brown Hunt's Pasta og Brown Hunt's Tiny.

I 1995 fik jeg kennel mærket Brown Hunt og i dag er vores store lidenskab spor- og markprøve arbejdet - ja i det hele taget at arbejde med hundene, så det går vores ledige stunder med året rundt. I efteråret står alle ledige weekender på jagt og apporteringsarbejde, med hundene, en skøn tid blandt hundevenner og jæger med masser af gode grin og hyggelige stunder.

Nu skriver vi 2009 og det går rigtig godt for kennel Brown Hunt, og der kommer rigtig mange flotte resultater i hus - det er jeg mine dejlige og dygtige hvalpekøbere dybt taknemlige for ....... Jeg har knoklet for at nå det niveau hundene befinder sig på i dag, og uden hjælp fra dygtige og aktive hvalpekøbere, ville det aldrig være lykkedes.......  

Mine kæpheste i avlen er fortsat sundhed og egenskaber, og så skal de helst ligne en labrador - Tjooo det er ikke let at forsøge at forene alle 3 ting, men jeg tror stadig på at det er vejen frem - det giver ikke champions at sætte sig mellem to stole, men der er nok af opdrættere i Danmark der avler Champions, ved at satse på enten eksteriør eller brugsegenskaber, men jeg har altid ønsket det hele hos en Labrador og for mig er det den mest rigtige !

En Brown Hunt'er vil stadig først og fremmest være en sund jagthund, at nogle af dem, også klarer sig godt på prøver er en ekstra side gevinst, som glæder os meget - tak til mine hvalpekøbere fordi I viser hundens egenskaber.

"Man er modigere end man tror,
stærkere end man ser ud
og klogere end man synes."

[Peter Plys]

Logo'erne herover symboliserer de 2 organisationer jeg er medlem af, og at mit opdræt stambogsføres i Dansk Kennel Klub, der repræsenterer Danmark i FCI (international Kennel Klub Organisation). Jeg er således omfattet af internationale og danske regler/restriktioner for opdræt af race typiske og sunde hunde, under kennelmærket Brown Hunt.

Labrador Retrievere.  

Labrador er en af de i alt 6 Retriever racer. En Labrador er en jagthund. En jagthund der kendes på en humørfyldt og arbejdsglad hund, med en kort, stærk og kompakt krop, en pels med tyk under uld, blanke dæk hår og en tyk "odder- hale". Hovedet skal på en gang udtrykke blidhed og et "hva' ska' vi nu lave".

En Labrador er en Jagthund, men også en meget alsidig hund, som anvendes til mange forskellige formål både professionelt (narko-, bombe-, Schweiss-, Service- og  førerhunde) og til hobby (jagt, markprøver, lydighed, udstilling). Dette er en af årsagerne til, at det er en af de populæreste hunderacer i Danmark, og deri ligger en stor forpligtigelse for opdrættere, om at værne om den kvalitet, der har gjort racen så populær.

Kennel Brown Hunt - prægning og socialisering !

Som opdrætter af Labrador lægger jeg stor vægt på at mine hvalpe er korrekt præget og socialiseret, d.v.s. at de har haft rigelig kontakt med mennesker/børn, andre hunde, andre dyr, gademiljø og at de er fortrolige med at køre i bil. Derfor vokser mine hvalpe op inde i huset sammen med os og de øvrige hunde. Hvalpene oplever således alt hvad der er normalt i en almindelig familie; lige fra støvsugeren og græs slå maskinen, madlavning og hygge i køkkenet, posten der leverer brevene, og at man ikke må bide i sko eller ledninger !

Alle hvalpene bliver præsenteret for rigtig mange hverdags udfordringer, samt forhindringer, special legetøj og lyd påvirkninger. Det er alt sammen en del af deres miljø og socialiserings træning.

Hvalpene motiveres med små søge opgaver fra 4 ugers alderen - det kan for eksempel være at søge efter "guffer" eller følge et lille kallun-slæb. En sund beskæftigelse hvor både hovedet og benene motioneres, og koncentrationen trænes. Samtidigt lærer hvalpene i en tidlig alder, at anvende deres sanser og at det belønnes.

Endvidere har hvalpe fra Kennel Brown Hunt, fra 5 ugers alderen haft "vildt" (fasan-vinger, kanin, due) i munden. Dette af hensyn til de af hvalpene, der skal være jagthunde. Skal din hvalp være familiehund, har dette ingen betydning for dig. Det er heller ikke til nogen gene/skade.

Alle hvalpe har, hvis vejret og årstiden tillader det, været med i skoven og ved stranden og haft mulighed for at svømme i skovsø og i det rigtige hav, sammen med deres moder. Dette for at vurdere hvalpenes naturlige vand-passion, og en fordel for de kommende jagthunde, der skal apportere både på land og i vand. Det er samtidigt en god miljø oplevelse for hvalpene. De kører sammen i bil og oplever sammen den store skov og strand. Udviklende; men også trygt for mor er der jo og nogen gange også en moster eller halvsøster !

Hvalpene omgåes huset's øvrige hunde, fra deres mor tillader at de stikker deres nysgerrige snuder ned i fødekassen. Således oplever hvalpene andre hunde af forskellig alder, køn og ikke mindst rang. Rangorden og det at kunne indordne sig i en flok, er en vigtig social lærer for en hvalp. Hvalpene prøver alle at overskride en grænse hos en voksen hund og blive irettesat, så når de forlader huset her, har de alle lært signaler og underkastelse, og det giver mod på livet at kende sine grænser, og forstå hvornår der skal bruges "dæmpende signaler".

Hvalpe fra kennel Brown Hunt bliver "hvalpetestet" i deres 7. leve uge - Testen  er ikke på nogen måde ubehagelig for hvalpen, blot en vurdering af hvordan hvalpen er lige nu - og hvilken retning, man så evt. kan præge den i. Testen hjælper mig med at vurdere hvalpenes naturlige anlæg. Lidt groft sagt - får f.eks. jægeren den hvalp med det højeste jagt instinkt, og børnefamilien den hvalp der vil knytte sig meget til sin "flok" (familie). Derfor vælger man først sin hvalp, når denne er 7 uger gammel og i samråd med mig ! Hvalpetesten er et øjebliksbillede som viser hvalpens nuværende udvikling og sociale rang, noget vil ændre sig alt efter hvilket miljø hvalpen vokser op i, andet vil forblive næsten urørt livet igennem, derfor tester jeg. For så vidt muligt at kunne placere hvalp og ejer med det bedste udgangspunkt fra starten.

Avlsmålene

Mine avlsmål er at opdrætte en god jagthund, sund og racetypisk - nævnt i prioriteret orden.

En Labrador hvalp fra Kennel Brown Hunt, har derfor forældre der har opnået præmiering på  markprøve, schweiss og anvendes på jagt, og så har den mindst opnået et "Good" på udstilling . Dette er din garanti for at få en hund med de rette anlæg og instinkter.

Alle avlstæver lader sig parre naturligt og de føder deres hvalpe under min overvågning inde i vores baggang. Men de får så vidt muligt ingen hjælp - de skal selvstændigt vise at de har de rette instinkter, til at føde, passe og forsvarer deres hvalpe. Dette er stærkt arveligt og derfor er det et vigtigt kriterie i udvælgelsen af kommende avls tæver. Hvis en tæve fejler i dette trin i avlsarbejdet, så bliver hun kasseret som avlstæve. For mig er det lige så forkert at avle på en tæve der ikke vil lade sig parre, skal have hjælp under fødslen, eller ikke vil passe sine hvalpe, som at anvende en hund med dårlige egenskaber eller HD/AD. Hanner skal ligeledes parre tæven selvstændigt uden unødig indblanding.

Alle instinkterne fra tæven videregives til hvalpene, så en avlstæve skal være instinkt stærk, det skal ikke være en gennemsnits tæve - det skal være en tæve der virkelig har noget at bidrage med til racen. Hun skal være stabil på temperamentet, og alene med blikket skal hun kunne holde resten af husets hunde, på stor afstand af hvalperummet.

Hun skal selvstændigt føde sine hvalpe. Selv presse hvalpen ud, åbne fosterhinden, selv bide navlestrengen over og selv slikke hvalpen ren. Hun skal holde fødekassen ren i de første 3 uger til hvalpene begynder at spise fast føde. Selv ved den tid, ser man tæver der fortsætter med at "rydde op" når hvalpen besørger. Det kan altid ses i hvalpekassens tæpper, om tæven er dygtig til at holde sine hvalpe rene, for så er kassen ren - helt ren og hvalpene er helt rene over alt på kroppen :-)

Alt hvad tæven foretager sig i de 8 uger hun har hvalpene hos sig, er af stor betydning for hvalpenes mentale og sociale udvikling. De kopierer hende i alle henseender og lærer af hende - derfor bør man blande sig så lidt som muligt i tævens dispositioner. Hvis tæven er af god kvalitet med de rette instinkter, så er det helt unødvendigt at blande sig i hendes omgang med hvalpene :-)

Alle mine hunde er undersøgt og fri for arvelige lidelser. Det betyder ikke at din hund ikke kan blive syg, men det betyder at jeg har lavet et stort for arbejde, for at avle på så sunde hunde som muligt, og dermed sikre at din hund forhåbentlig er sund og rask. 

Alle avlstæver jeg anvender er HD fri i mere end 5 generationer bagud  og har et HD indeks på over 100 % og de er AA fri i mindst 2 generationer bagud, og jeg stiller lige så store krav til de avls hanner, jeg parre mine tæver med. Det at være fertil er stærkt arveligt - så alle mine tæver lader sig parre frivilligt, de føder selv (overvåget men de klare fødslen selv) og de passer deres hvalpe selv. Disse tre ting SKAL efter min mening være i orden, da det videre gives til næste generation. Svigter en tæve i et af disse tre led - så anvender jeg den ikke i avl længere. Hannerne skal også kunne parre selv - jeg anvender dog insiminering når afstandene er for store eller ufremkommelige smil - men så ved jeg at hannen kan parre naturligt.

Der er i Danmark kun restriktioner på øjenlidelsen PRA hos Labrador. Det betyder at du må anvende hunde med Hofteledsdysplasi (HD) eller Albueledsartrose (AA), i avl. Labrador er den næst største race i Danmark og avls materialet er stort, og derfor ER det muligt at finde sunde avlsdyr, og kun anvende disse.

Desværre avler ikke alle, kun i kærlighed til racen og for at bevarer racen, nogen avler desværre også med profit for øje. Netop dette er desværre meget udbredt blandt de brune labrador - og derfor skal man kigge sig godt for, hvis man er på udkig efter en brun. Der er mange sunde Labrador i Danmark, så der er ingen grund til at avle på de syge, hvilket man skal holde sig for øje, når man køber en hvalp.

Ingen har brug for en Champion dit eller dat - hvis den ikke kan gå på sine ben, når den er fire år - så køb hvalp efter sunde forældre dyr og sæt dig ind i valget af hund FØR du køber en hvalp.

Jeg har en af de bedste HD/AA statistikker i Danmark, men det betyder ikke at jeg kun laver raske hunde, det betyder at jeg gør mit bedste for at lave raske hunde. For det meste lykkes det - og blandt de som har været diagnostiseret med HD eller AA er der kun 2 ud af mere end 130 Brown Hunt'ere der er blevet aflivet - de øvrige går på deres ben i stedet for på deres røntgenbilleder, noget jeg glæder mig over hver dag ! Et er at være klinisk syg - noget helt andet er at være fysisk syg.

Hvalpekøb

Da jeg har gjort mig  meget umage med at opdrætte en rigtig Labrador - gør jeg mig naturligvis også meget umage med at vælge mine hvalpekøbere. Jeg ser helst at det er aktive mennesker der forstår værdien i at træne deres Labrador i Dansk Retriever Klub. Dermed ikke sagt at jeg ikke sælger en familiehund ind imellem, men de aktive hvalpekøbere står naturligvis forrest i køen og en Brown Hunt'er er avlet med et stort selvværd, og dermed har den visse forventninger til livet. En Brown Hunt'er VIL aktivereres og stimuleres, og sådan et liv ønsker jeg for alle mine hvalpe.

En god Labrador har ingen farve....

Ja  - og hvad mener jeg så med det - jo det har en hel del med brune labrador at gøre. I de senere år er der gået en del mode i de brune labber, og det betyder at rigtig mange mennesker ønsker sig en brun labrador - måske fordi der ikke er så mange af dem som de sorte og gule eller fordi man har forelsket sig i denne farve hund. Jeg finder det en anelse uetisk at vælge en hvalp i et kuld ud fra farven. En labrador skal være mindst 12 års glæde og fornøjelse og den skal passe til dig og dine behov for hund - og tager man alt det i betragtning, så burde farven være noget meget sekundært.

Ønsker man sig en god jagthund, så hjælper det jo ikke at hunden er meget brun, hvis den ikke vil gå på jagt. Er man en lidt barsk personlighed, så hjælper det jo heller ikke at man får den blideste hvalp i et kuld, blot fordi den er meget brun. Håber at du forstår pointen i ovennævnte, for jeg avler og sælger jagthunde - ikke Labrador i bestemte farver, og ønsker du kun en hund i en bestemt farve, skal du kigge hos en anden kennel end min.

At købe en hund er et stort ansvar, så tænk dig godt om og vælg din opdrætter med omhu, kig kritisk på forældre dyrene, kig kritisk på hvalpenes omgivelser og deres adfærd. Forlang at se stambog og sundhedsattester på hvalpenes aner. Køb aldrig hvalp efter tæver der er sky og usikre - hun præger hvalpene i 8 uger og tro mig de arver hendes adfærd.

Når jeg vælger mine hvalpe købere, så kigger jeg på hvad de kan tilbyde en lille hvalp og senere en voksen hund. Jeg ser naturligvis gerne at det er mennesker der har forståelse for hundens behov for aktivering, og som ønsker at gå til træning med hunden, så den får stimuleret sine behov for præcis det en labrador elsker - nemlig at apportere på land og i vand.

Jeg bruger det meste af min fritid på at træne hunde - det betyder at jeg laver træningstilbud til mine hvalpekøbere, og rigtig mange kører fra den ene ende af landet til den anden, for at træne med os - og det er SÅ hyggeligt og det glæder jeg mig meget over. Alt træning hos mig er naturligvis gratis ! Så nok stiller jeg krav om aktivering af hunden - men jeg hjælper dig alt det du ønsker, så hvis du læser dette og tænker - det kunne være spændende, så hold dig ikke tilbage - kontakt mig og lad os få en snak om din fremtidige hund.

Jeg forventer at alle mine hvalpekøbere melder sig ind i Dansk Retriever Klub, som er Labradorens klub i Danmark. Det er her du kan finde oplysninger om alt vedrørende en Labrador - kig evt. på

www.dansk-retriever-klub.dk

www.labrador-retriever.dk

Ja når du køber en hvalp hos mig så "hænger du på mig" de næste mange år. Jeg er hele tiden i dialog med mine hvalpekøbere, dels for at sikre, at I får den bedste start - men bestemt også for at følge "mit" opdræt og der igennem finde ud af hvad der skal forbedres, og hvad der er rigtig godt.

Hos Kennel Brown Hunt anvendes Dansk kennel Klubs købekontrakt. Endvidere medfølger der en hvalpe pakke med foder m.m., en hvalpemappe som er en slags "manual" til en god start med hvalpen, men også med en oversigt over hvalpens aner med billeder samt gode links til køb af udstyr m.m., en sundhedsattest, en DKK-stambog og natuligvis den på poter.

I nogle kuld er der flere af hvalpene som sælges til det geografiske nabolag og dem kører jeg naturligvis hvalpetræning for og det er naturligvis gratis !

Udstationeringshunde

For at sikre mig at mine linier er tilgængelige i avlen, gør jeg ind imellem det at jeg laver en dobbelt sikring. Jeg ønsker ikke selv at have flere hunde i huset, end jeg kan træne og aktivere - men når jeg beholder en hvalp i et kuld efter en af mine tæver - så ved jeg jo ikke, om den senere viser sig at være god nok til at indgå i avlen. Derfor laver jeg udstationeringshunde i andre kuld for at sikre, at jeg har hunde af den pågældende kombination, eller efter en bestemt han eller tæve. En sådan udstationeringshund er gratis - men der følger i stedet en del krav med til hundens opvækst og aktivering ! Udstationeringshunde bor typisk hos aktive hunde mennesker, der ønsker sig en hund at arbejde med, men som ikke er interesseret i avl, og jeg hører gerne fra dig hvis en sådan hund kunne have din interesse.

Ejere til udstationeringshunde bor altid i rimelig afstand til mig, og har derfor mulighed for at få træning og vejledning hos mig så ofte det er muligt. At eje en udstationeringhund betyder at man får den bedste hvalp i kuldet og at man har de bedste træningsmuligheder, og at de penge man ikke har betalt i købspris for hunden, istedet skal investeres i at gå til prøver - det er sådan i grove træk en beskrivelse af en sådan aftale. Hvis du ønsker at få noget uddybet er du altid velkommen til at kontakte mig. Tlf. 3028 8003

En afsluttende bemærkning....

Ovenstående aktiviteter kan virke overvældene, men de hjælper mig til, at vurdere kvaliteten af hvalpene som jagt- og familie hunde. Det betyder at du om ca. 12 år vender tilbage til mig, for at få en lige så dejlig Labrador, som den jeg kan sende dig hjem med i dag. HUSK en hund er 12 års glæde og fornøjelse og skal passe til præcis dig og dine ønsker så undlad at indgå for mange kompromiser på dit ønske - specielt hvis du køber jagthund !

Flokken 2010

Zigzag, Miko, Duffy, Pasta, Tiny, Mione, Silke

 

Kennel Brown Hunt 

v/Pernille Lillevang & Tommy Langelund Jakobsen

Remmerslundvej 28

8722  Hedensted

Jylland

Danmark

tlf. 3028 8003