Skeletal Dysplasia 2 hos Labrador.
Forkortes SD2. Sygdommen eller jeg vil nu hellere kalde det en udviklings defekt, nedarves ressesivt som så mange andre sygdomme.
Er karakteristiske ved at de lange rørknogler er kortere end hos en normalt udviklet labrador. Forbenene er hårdest ramt og kan også franske lidt med udad drejede poter, mens længden og dybden af kroppen er normal. SD2 er genetisk adskilt fra Retinal dysplasi/oculoskeletal dysplasi (RD/OSD), som der har kunnet DNA testes for i længere tid.
Jeg har ladet mig fortælle at der er hunde der er testet for SD2, men som “ligner” raske hunde, dette gør problemet endnu mere komplekst. Dog er det ikke noget der undre mig. Sygdommen har været kendt i mange racer incl. labrador i mange år. Jeg har altid spurgt lidt ind til de hunde jeg er stødt på gennem tiden, og et fælles træk hos dem alle – har været at hunden var den eneste i sit kuld der var dværg.
Denne defekt ser ud til at havde et meget større omfang end vi hidtid havde antaget. Der er DNA testet en del labrador og det er ganske tydligt at denne defekt er knyttet til labrador af jagtlinier. Ved gennemgang af de hunde der er testet, viser det sig at en del af de mest brugte avlshanner af jagtlinier er carrier af SD2.
Desværre er det stadig muligt at teste sin hund og efterfølgende købe en rekvistion hos DKK, således at kun de “gode” resultater registreres. Jeg kan dog godt kigge på stamtavlerne af de som er bærer og lægge to og to sammen.
Kun hunde med SD2 status affected kan udvikle symptomer på dværgvækst. Er hunden Carrier er den rask bærer af genet.
Såfremt den ene af forældrene er carrier og den anden er clear, vil hvalpenes evt. status rent statistisk være sådan at 50% af kuldet vil være clear og 50% carrier, altså et helt normalt kuld labrador hvalpe. Ønsker man at avle på en af disse hvalpe bør den DNA-testes for SD2.
En bærer bør altid parres med en clear. For at SD2 udvikles skal hunden have 2 gener, dette risikerer man ved at parre 2 bærer med hinanden, fordi enkelte af hvalpene risikerer at få genet både fra far og mor.
Rent statistisk vil en parring mellem 2 bærer betyde at:
• 25% af hvalpene vil arve begge gener og dermed blive affected
• 50% vil kun arve det ene gen og blive bærer
• 25% vil overhovedet ikke arve nogen gener og være clear
Hvis en hund er testet SD2 affected skal man ikke bruge den i avlen, fordi al afkom, som minimum vil være carrier, også selvom man parrer med en clear hund.
Ovennævnte procenter er rent statistiske tal, der kan forekomme udsving i fordelingstallene, indenfor enkelte kuld.
En affected hund avler altid hvalpe som enten er bærer eller affected. Bruger man en bærer vil nogle af hvalpene arve genet. Er begge forældre fri vil alle hvalpe også være det.
SD2 er ikke nogen alvorlig sygdom, som tidligere nævnt mere en defekt. Den har ingen påvirkning af temperament, brugsmæssige evner og ej heller følgesygdomme.
Det er som sagt nemt at teste vores hunde for denne sygdom, en gentest som den til PRA, EIC, CNM m. fl. kan straks afslører om hunden bære disse gener.
Testen er ret nemt udført, en blodprøve, eller mundskrab hos dyrlægen 12-14 arbejdsdage på laboratoriet og du har et resultat. Man skal udfylde dette skema og medbringe til dyrlægen.
Der kan testes for SD2 – hos de to tyske laboratorier, Generatio og laboklin.