Sportræf 2012

Af Ida Jensen /Brown Hunt’s Balalaika

vært: Kennel Brown Hunt med vores alle sammens kennel-mamma Pernille Lillevang som drivkraft.

Hvor skal jeg ende, og hvor skal jeg begynde i al det tankemylder, der rumsterer i min hjerne, efter en helt enestående og fantastisk week-end. At være sammen med så mange skønne mennesker og deres dejlige hunde, og hvor det hele handler om sportræning, forståelse og finpudsning af detaljer, det kan kun gøre mig lykkelig.

Tænk at være så heldig, at få tilbud om træning af danmarks elite Helle Døj og Søren Krabbe. Hvad de 2 helt fantastiske mennesker ikke ved og kan om sportræning. Deres viden contra min viden kan sammenlignes med forskellen på min lugtesans og hundens lugtesans.

Tænk at være så heldig at træne og evaluere sammen med så mange spornørder over en week-end. Alle med Brown Hunt i blodet, dog lige med undtagelse af Othello, som havde fået lov at være med. Jeg var med sammen med Laika for at suge alle de guldkorn til mig, som der blev øst af i så rigelige mængder. Det fine er, at detaljer og sportræning, tanker og erfaringer slet ikke er det samme fra landsdel til landsdel, så her var en åbenlys mulighed for at samle inspiration til videre træning i fremtiden.

Vi startede lørdag morgen kl. 8 i jagthytten Frederikshåb Plantage. Pernille havde forinden sammen med Helle Døj og Søren Krabbe lagt en plan over week-enden. Planen var utrolig spændende og meget omfangsrig, og slet ikke til at nå, om vi så trænede resten af året. Efter velkomst og præsentation af alle, overtog skolemesteren Helle Døj og fortalte om videre plan for dagen og opdeling af deltagere i 2 hold. Helle Døj skulle være træner for K-kuldet, hvor hele 6 hvalpe fra kuldet var fremmødt og godt i gang med deres sportræning.

Søren Krabbe skulle så træne alle os andre. Oplægget var læsning af vores hunde på sporet. Jeg kunne bare høre i dagevis på denne kloge mand, og bare aldrig få nok. Søren viste en tegning med et tænkt spor med nogle punkter, hvor vi skulle være obs. på mulige problemer, og hvad man kan iagttage, når hunden ex. rammer wiedergangen, knæk osv.. Der faldt mange brikker på plads i min hjerne, for ihhh hvor har jeg set hundene reagere nøjagtigt som beskrevet, men aldrig formået at tænke så langt, at dette var signalet på netop dette element. Så afbrød Helle forløbet. Vi skulle nemlig nå noget af den plan der var lagt.

Der var lagt spor til alle (på Sørens hold) dagen før af Søren, Helle og Peter pedal. Vi besluttede rækkefølgen på den enkeltes spor, og så kunne vi følge med og kikke på hinandens spor, hvis vi havde lyst, og ellers kunne vi træne sårlejer eller bare hygge og snakke ved jagthytten. Tro mig, flertallet gik med, så længe de orkede, og der blev gået mange km…

Laika og jeg skulle gå et af de sidste spor, så jeg nåede heldigvis at se de fleste. Jeg fik desværre ikke set Lena med kuldsøsteren Bine, men jeg fik set Pernille med kuldsøsteren Bonus. De kæmpede flot på en lidt for svær opgave, men godt at Pernille er så erfaren, så hun kunne hjælpe Bonus, så de begge kom fint frem til Bambi. Jeg fik set meget fint hunde og førerarbejde, og tænkte med gru på, når det skulle blive min tur. Det blev jo efterhånden sent på dagen, og hvordan mon den mentale træthed ville melde sig hos Laika, idet hun altid tror, at hun skal være på fra første sekund vi rammer en skov, og det holder vist ved, indtil hun “får sin vilje” og kommer ud af bilen.

I lærdom fra Sverige har jeg lært, at man skal være sammen med sin hund i god tid, før man skal gå spor. Den mentale indstilling og samhørighed, men også hundens chance for at indstille næsen på terrænet og de lugte der tilhører skoven er væsentlige faktorer.

Lad mig sige det med det samme. Laika var ikke mental træt, da hun blev hevet ud af bilen. Dette til trods for, at Othello, Laika og jeg ikke fik sovet ret meget natten til i dag. Laika var klar, meget klar. Vi gik stille og roligt (hvis du tror på det, så er du en nar), ned af skovvejen til vi nåede det område, hvor vi tænkte sporet kunne være. Efter lidt venten og forsøg på at falde til ro, dukkede Søren op, og så kunne vi sådan set bare gå i gang.

Vi kom lidt langsomt i gang med kassen, men Laika viste indenfor 1 minut, at sporet kunne gå i en bestemt retning. Hun valgte dog at afsøge kassen lidt mere, men fik ikke bid i noget spor. Jeg tænkte, at hvis alt ville gå op i hat og briller, så ville jeg forsøge med den retning, som hun havde peget ud i første omgang, men ikke fulgt op på fra start. Jeg nåede dog ikke at tænke tanken færdig, før Laika selv søgte retur til sporet, og så skal jeg ellers love for, at vi gik spor. Med min nye lærdom, var jeg slet ikke i tvivl om wiedergangen og kunne melde dette til en bredt grinende Søren. Vi strøg ud af knækket og videre ud af sporet. På et tidspunkt slog Laika ½ meter ind i et område med nogle meget tætte grantræer, men kom hurtigt ud igen og så drønede vi videre ud af sporet. På det tidspunkt var Søren og Bodil langt bagefter. Så nåede vi til et knæk, hvor Laika klarede dette i fin stil. Vi gik kvikt mod venstre og ind i mellem nogle 1½ meter højre grantræer. Vi strøg ud og ind, og jeg var ikke i tvivl om, at hun var på sporet. I det fjerne hørte jeg Bodil og Søren snakke om, hvor jeg var. Jamen vi var tæt på sporslut, kunne jeg se på Laika. Vi ventede derfor lidt på de andre, og da Bodil var i syne, og Søren stod inde blandt nogle grantræer, blev “Laika sluppe løs med et søge spor” igen. Hun var straks på og slog en svag bue mod venstre og jubiiiii lidt længere fremme lå et skønt kronbamse-ben. Laika jublede som en gal, se det var noget andet end et rådyrben. Jeg var overlykkelig over det fine spor, sikken en hund. Ikke megen evaluering fra Søren, “bare” hun minder om min hund. Jeg kunne se på ham, at han kunne lide, hvad han havde set. Større ros kan man vist ikke få, men uanset hvad, jeg var bare så stolt af Laika.

Mørket sænkede sig, og de sidste hunde blev færdige. Vi mødtes nu i jagthytten igen, og så stod den ellers på fællesspisning med de mest lækre retter, jeg har fået i mands minde. En skøn dag nærmede sig sin afslutning, men inden vi skildtes og sagde tak for idag, holdt Pernille en flot tale, og så kom overraskelsen. Pernille gav en flot vest til Helle Døj for alle Eddies championater i 2011, og jeg fik også en vest for Laika´s svenske championat. Jeg skulle virkelig beherske mig for ikke at tude af stolthed og glæde. Den vest vil blive brugt meget og båret med stolthed. Tusinde tak Pernille.

Vi skulle op tidligt næste dag, da sommertiden netop indtraf i denne week-end. Alle ville bare være klar til næste dag, så det blev ikke nattesæde i jagthytten, men alle drog hver til sit, godt mætte af dagens begivenheder. Tro mig, vi sov alle godt den nat. I øvrigt lærte Laika af sig selv at sove i ske denne week-end. Hyggeligt og dejligt, især i en lidt kold hytte over natten.

Efter morgenmad søndag, viste Helle Døj, hvordan vi kan træne sårlejer. Det vil vi klart træne fremover. Nu blev vi delt i hold, hvor vi 2 og 2 skulle ud og lægge spor til hinaden. Vi fik et par krondyrklove, spændende det har jeg ikke prøvet at gå med før, og vi fik anvist, hvor vi måtte lægge spor. Der var udstukket nogle elementer, vi kunne lægge ind i sporet, og så var meningen, at vi skulle tegne det spor, vi siden havde gået, og dem der kunne gætte rigtigt, ville vinde en præmie. Jeg havde opgivet tegning og gæt på forhånd, da jeg er en klovn til at evaluere på et spor umiddelbart efter, at sporet er gået.

Efter at alle havde lagt spor, introducerede Søren id-spor, som Helle og Søren havde lagt forinden. Søren viste med Joy, hvordan det skulle gøres. Hold da op, tænkte jeg, det lærer vi da vist aldrig. Jeg bemærkede ved Joy, at hun heller ikke går særlig pænt i snor, men også hendes atituder ved sporstart. Jeg godtede mig, for Laika går heller ikke særlig pænt i snor, og ja hun er også urolig ved sporstart i iver efter at komme i gang. Dejligt at finde en “allieret”, som også er total ligeglad med kæft trit og total lydighed hos hunden, den skal jo bare gå spor og i lang line. Igen som en dommer på en tidligere prøve sagde “en sporhund skal helst være lidt ulydig” – passer fint på Laika, som dog godt kan opføre sig ordentligt, hvis jeg beder hende om det.

Tilbage til id.spor. Vi fik nu lov at prøve id.spor, dem af os, der havde lyst. Jeg spurgte Søren, om det ikke var skidt, at vi var flere der gik på samme spor. Sørens svar “nej det betyder ikke en pind”, og så regner jeg med at det er rigtigt ift. vores viden om hundens næse og evnen til at udrede dufte. Mærkeligt de fleste tøvede, men det gjorde Bodil og jeg ikke. Vi drønede tilbage til bilen, og ud med hundene. Vi ville prøve id.spor, og nu muligheden var der for evaluering og støtte fra Søren. Laika kom på først. Sniffe sniffe til krondyrkloven. Straks afsted på sporet og ud til stedet, hvor det rigtige spor gik med en svag bue mod venstre og videre frem mod en lille bakkekam i landskabet. Det falske spor gik mod højre. Laika drejde ½ meter ud af falsk spor, men vendte straks mod det rigtige spor, hvor vi drønede afsted mod sporslut. Hold da op for en oplevelse. Siden kom Othello og flere andre hunde på id.sporet, og alle mestrede sporet overbevisende flot. Helt sikkert noget vi skal træne videre med, når de 3 seje sporsild træner sammen.

Bodil og jeg var kommet på hold med Lena, John og Peter. Bodil og Lena lagde spor til John og mig og jeg lagde spor til Lena sammen med Peter. John lagde spor til Bodil. Sikken et terræn i Frederikshåb plantage. Det bragte tankerne tilbage til Sverige. Vi fik alle lagt nogle gode spor. Efter frokost, fotografering af alle med deres hunde, var det tid til at gå spor.

Lena og Bine startede som første par. Sol, varme og helt vindstille. Vi døjede alle med årets første rigtig varme dag. Sporet var ca. 700 meter og havde stjerne, wiedergang 2 gange, spidsvinkel, naturligvis knæk og sårlejer, meget varieret og til tider uvejsomt terræn. De gik et flot spor, nok med krise et par gange, men Lena styrede flot igennem, bevarede roen og overlod sporet til Bine. Pyhhhh hvor vi alle svedte, da Bine lykkelig nåede frem til sporslut og fandt kloven. Flot flot arbejde.

Mens John skulle gå sit spor med Bodil som stifinder, og Peter som tilskuer, gik jeg i hurtigt tempo retur til P-pladsen for at hente Laika. Jeg vil tro turen var 2 km i stegende hede og jeg havde rigeligt tøj på, så jeg transvedte, da jeg endelig nåede frem til bilen. Lena og Bine kom kort efter, og i løbet af nul komma dut, havde Lena smidt tøjet og i ført sig tørt tøj. Jeg fik smidt uldsweateren og vesten + den ekstra uldtrøje, fik vandet Laika og mig selv, og så afsted 1½ km. ud til sporet.

Lena var stifinder sammen med Bodil på mit spor. Jeg nåede at finde lidt skygge, inden vi skulle gå spor, og Laika kunne nå at få lidt vand og falde bare lidt til ro. Laika startede lidt tøvende i kassen, syntes at fortryde indgangen, som jeg havde valgt ind i et område med noget tørt fældet træ. Kassen var forholdsvis smal, vel 10 meter og stødte op til et vildthegn, som vist havde set sine bedste dage. Vi forsøgte igen at komme ind i kassen, og så fandt Laika hurtigt sporet, men ikke anskudsstedet. Nu gik sporet ud af kassen skråt til venstre. Vi fulgte en veksel i kvikt tempo, var kort i tvivl, om vi var på sporet, da stifinder m.fl. ikke fulgte med. Imidlertid var Laika så dybt i sporet, at jeg ikke kunne tvivle. Vi kom nu til et knæk, kom et par meter ud, så vendte Laika og strøg mod højre. Jeg har siden hørt, at det var wiedergangen. Jeg husker næsten ikke sporet, da tempoet var højt, og jeg havde nok at gøre med at færdes i et noget ufremkommeligt terræn. Tempoet er for højt, så det er noget der skal ændres i videre træning. Nå men vi kommer ihvertfald tæt på en høj skrænt, hvor Laika lige slår ned over kanten, men kommer straks retur. Vi kommer videre, og nu op af en høj skrænt, hvor Laika på toppen, slår retur og ned igen. Hold kæft hvor jeg svedte og lårmusklerne var på overarbejde. Jeg tænkte, at det spor måtte Lena være forfatter til, men spændende det var det. Vi kommer videre ned igen i en slags “gryde”, hvor vi søgte rundt, syntes jeg.

Laika vil hele tiden ned mod den dybe skrænt til venstre, som set fra min vinkel, lignede verdens ende. Jeg kunne ikke se bunden, og tænkte, at her kan man ikke gå med færtsko, en total umulig og farlig opgave. Jeg forsøger derfor at udrede “gryden”. Laika søgte vedholdende, og syntes at klø sig i nakken i spekulation over, hvor det spor dog blev af. Bodil, Peter og Lena stod og kikkede ud i alle retninger, så jeg havde ingen hjælp at hente i deres kropssprog, tværtimod. Nu valgte jeg at lade Laika gå ud over skrænten ned i niveau 3, dybt nede. Jeg kunne se, at der lå en stor bålplads. Laika fortsatte klart med næsen i et spor, så jeg fulgte med. De andre blev tilbage og kikkede underligt på mig. Vi kom helt ned og Laika styrede mod den store bålplads, som stank af trækul, sod og lejrplads. Gud ved, om Laika havde lugtet pølser eller var vi på frisk vildtfært. Nu snorrede Laika rundt lige ved bålpladsen og vendte retur mod den høje skrænt. Lena stod 1/3 nede af bakken og kikkede undrende på GPS´en. Laika var igen på vej op af skrænten, fortryder og tager en lille ringning i bunden af skrænten. Hun bestemmer sig og så skal vi op af den mega stejle og høje skrænt igen, og det går dælme stærkt. Jeg når lige at se en markering ved et træ. Puha, så var det rigtigt, her var spor. Oppe i niveau 2 = gryden, forsøger vi igen at fange et spor, men vi har problemer, da vi har duften af spor, men hvor er udgangen ? Jeg havde behov for pause. Tørst og haglende sved + spekulation på, hvordan vi skulle knække nøden og komme videre nødvendiggjorde, at jeg lige fik ro og overblik igen. Husker pludselig, at Søren dagen før havde sagt. “Husk at kikke op for at tjekke vind”, og det gjorde jeg så, hvilket kan ses på ovenstående billede. Pausen var vel knap 2 minutter, så går vi i gang igen. Jeg skulle dog lige have mine handsker på, da jeg havde smidt dem i pausen for at få bare lidt afkøling. Jeg havde problemer med at få handskerne på igen, og endnu værre blev det, da 2 fingrer ville i samme finger, og jeg ikke kunne få dem ud igen. Klovn tænkte jeg, og masede fumlende med handskerne. Handskerne skulle på, da Laika kan finde på, at gå så hårdt, at jeg risikerer at brænde fingrer og håndflader i kampens hede.

Pausen hjalp utroligt på os begge. Hurtigt fornemmer jeg, at Laika har fundet sporet igen. Hun klemmer sig under en træstamme, hvor der ikke er plads til mere end Laika klemt godt sammen til en minilaika, men igennem kommer hun. Nu går det stærkt. Laika er målrettet og tydeligvis på sporet igen, og på vej ud af gryden, og ja nu op af skrænten igen til 3. niveau, dog på et andet sted, end hvor vi havde været ved den spidse vinkel tidligere. Vi kommer nu ud igen i det areal, hvor vi startede. Jeg tænker, om hun var på bagfod, men noterer mig landskabet, og håber, at kloven er lagt ude i samme område, som jeg havde set John havde fået på sit spor længere nede i terrænet. Hvordan jeg kunne tvivle, er mig en gåde, for Laika styrede sikkert ud til kloven, som lå på linje med anskudssted ca. 100 meter til højre for dette. Utroligt, at Laika ikke fik fært tidligere, eller valgte hun sit spor frem for luftfært, jeg tror det. Ihvertfald var vi lykkelige, og Laika bekræftede endnu 1 gang, at hun er blevet sporfast, og hun kæmper som en gal for at følge sit spor, men også at hun tilgiver mig, når jeg fumler og tumler afsted efter hende, og ind i mellem spørger, om det dog kan være rigtig.

Så blev det Othello og Bodils tur. Hun skriver sikkert om det i hans dagbog på et tidspunkt.

Retur til jagthytten. Alle samledes og nu skulle vi gætte vores spor. Stifinderne havde tegnet sporene, og sandelig om jeg ikke kunne gætte mit spor. Næsten alle gættede deres spor og alle uden undtagelse fik dejlige bideben til vovserne. Jo Helle tænker skam på hundene. Søren havde set tegningerne over sporene og grinede godt med en mumlen om, at her var der godt nok udfordringer for alle pengene. Dejligt at alle klarede deres spor.

Det var nu tid at sige farvel til alle. Knus og kram blev omdelt og med en lille lovning fra Pernille om, at vi jo nok kunne mødes igen en anden gang med de opgaver vi ikke havde nået i programmet. Det var vi alle helt med på, måske så Helle og Søren lidt eller meget trætte ud, men det var nok fordi, det var blevet sommertid, og ikke fordi de havde slidt og slæbt for os alle over flere dage.

Tak til alle for en skøn og lærerig week-end. Især tak til mor Pernille. Uden Pernille havde denne week-end slet ikke været og uden Pernille havde vi ikke haft disse skønne dygtige hunde.