Igår kørte jeg den laaaaange vej til Nordjylland for at deltage på en Vildtprøve. Ja faktisk kørte jeg ikke det gjorde Keld og det var dejligt at følges ad på den lange køretur. Vildtprøven er den prøve der fra næste år afløser åbenklasse B. En super fin prøve der indeholder alle de elementer en god jagthund skal mestre for at kunne færdes på jagt.
Der er 4 hunde oppe af gangen og 2 dommere der hver dømmer 2 hunde, men vi går sammen og er sammen alle 4 under hele prøven. Rækkefølgen på de enkelte elementer i prøven kan varierer, men igår startede vi med Trampejagten. En fin tramp i svær vegetation, så hundene skulle have næsen slået til og være godt markerende. Vegetationen var korn og noget grønt urtedims og knæ højt. Men hvor er det fedt at se hundene nærmest snurre i luften når de får fært af det kastede vildt.
På trampen får man 1 markering (kastet due) frem ad og den kastes i modsat side af hvor man går, og en bagud også i modsat side af hvor man går. Så der er super fine elementer der kræver at hunden går virkelig fint fri v/fod så det er muligt at vende sig mod den kastede fugl, så hunden bare følger dig og det er jo præcis hvad man ville gøre på en jagt for at skyde en fugl der letter. Her skal hunden følge dig som jæger, uden at være i vejen så du får skud chance til det flyvende vildt.
Herefter fik vi på skift en dirigering. På denne prøve sendt vi ud over en åben græs eng mod et Birketræ og ca. midtvejs var der et lille vådområde som jeg er sikker på at prøvelederen havde tænkt som et terrænskifte som måske ville volde os lidt problemer så vi blev nød til at handle/håndterer hunden. Men hvor så jeg mange dygtige hunde som går så fine linjer gennem alt de bliver sendt på og også dette vådområde passerer de igennem uden at se hverken til højre eller venstre. Så flere af hundene løb den lige linje direkte du til området og fik fært af fuglen og vupti hjem med den, så ikke så meget dirigeringsarbejde – men som man ønsker det på jagt – heller ikke forstyrrelse af området på vej ud eller hjem.
Så gik vi et laaaaaaaaaangt stykke fri ved fod, om til et lille skovstykke, hvor vi blev placeret ude i det åbneland og så gik der et lille drev foran os, skød og kastede fugl og hundene hentede på skift i nummer rækkefølge. Herefter gik drevet igen, denne gang tilbage til start og undervejs skød de og hujede lidt. Så blev vi på skift sendt på et lille søg hvor alle hunde bragte 1 fugl hver.
Så gik vi over til et lille vandhul med en masse siv på modsat side af vandhullet og der stod en kaster og skød og kastede en fugl bag ved sivene på land tror jeg – men det var svært at vurderer om anden faldt på land eller i sivene. Hundene blev igen sendt en af gangen over og hente en and, over vand.
Fawn og jeg løste alle opgaverne rigtig fint. Dommeren var godt tilfreds og belønnede os med en 1. pr. det var dejligt.
Keld og Xanadu gik i samme gruppe som jeg gjorde og det er faktisk anden gang at jeg “følges” med Keld og Xanadu for vi gik også sammen da jeg var til introduktionsprøve med Canvas i foråret. Xanadu er en datter af Indy og det er lige herligt hver gang jeg ser Keld med hende for de gør det så fint og hun er SÅ fin den hund. En virkelig køn og velbygget tæve og en rigtig sød og arbejdssom hund er hun også så det var en fornøjelse af få lov at se de to løse opgaverne og også blive belønnet med en fin 1. pr.
Jeg må sige at jeg er KÆMPE fan af de nye prøver. Jeg elsker dem og jeg glæder mig over at slippe for makker søget som har splittet mange af mine hunde ad fordi de har haft uheldige oplevelser med makker hunden. Det er en rigtig fin prøve og nu er både Canvas og Fawn klar til at stille på Åben A i efteråret og det glæder jeg mig til at prøve kræfter med.
På vej tilbage fra prøven reflekterede jeg lidt over Fawn’s præstation. Selvom vi fik en velfortjent 1. pr. så kan man godt have et personligt ønske om forbedringer og jeg var ikke tilfreds med hendes fri ved fod på den lange transport fra dirigeringen til drivet. Hun var ukoncentreret og gik ikke tæt nok på mig under denne lange strækning. Så det skal vi have bedre styr på. Jeg syntes også at hun var lidt for tændt på drivet – specielt i starten. Hun ligner sin far på nogle punkter fordi hun hellere står end sidder når hun er igang på en prøve. Indy har aldrig haft tendens til at forlade mig i utide, men Fawn har knaldet et par gange for mig så jeg stoler ikke helt så meget på hende som på Indy. Men hun er umulig at få til at sætte sig i prøve situationen og når jeg så mærker at hun spænder op i kroppen – så bliver jeg lidt bekymret om hun kunne finde på at forlade mig så det skal jeg have tunet på inden A-prøverne – hun skal kunne sætte sig ned for det bliver lidt for riski når det bliver på fugl 🙂
