Smilla gik i opblokning søndag formiddag og knoklede så på med det resten af dagen – vekslende mellem at sove og rumsterer 🙂
Først på aftenen startede veerne og hun var super dygtig til at arbejde sig igennem stille og roligt uden nogen panik eller stress. Herefter fødte hun i alt 11 hvalpe i løbet af natten hvor af de 9 er levende. De er naturligvis alle gule som deres far og mor – der er 6 piger og 3 drenge.

Når jeg lige har fået sovet lidt – så skriver jeg til alle jer der er skrevet op. Fordelingen er jo fin så der er hvalp til jer alle og en enkelt hanhvalp er til salg.
Her får I lige lidt billeder af de små pus og så opretter jeg en facebook gruppe der hedder H-kuldet 2024 og så anmod om at bliver ven med mig hvis I ikke allerede er det – så kan jeg tilføje jer til gruppen. I facebook gruppen vil I få alle informationer om kuldet de næste 8 uger.

Begge de to tæver Smilla og Fawn er virkelig tykke. Når jeg sidder på kontoret kan jeg høre deres anstrengte vejrtrækning uanset hvor i huset de opholder sig. Jeg er bange for at jeg venter to ret store kuld. Det er der sikkert en del hvalpekøbere der er glad for, men jeg kunne nu godt onde Smilla en blidere start end med et stort kuld.

Igår var jeg lige ved at gå i fødsels alarmberedskab 🙂 Da jeg serverede morgenmad for Smilla spiste hun kun ganske lidt og meget langsomt. Så kl. 12.00 tilbød jeg hende en blanding af A38/kærnemælk med lidt sukker i, det gled ned og hun ville gerne have mere så hun fik ca. en halv liter. kl. 17 fik hun en pate med lidt vand i og det spiste hun også fint.

Til aften ville hun ikke have aftensmad, så jeg tilbød hende igen A38/kærnemælk med lidt sukker, en kalkbruse tablet tilføjet og det lappede hun fint i sig. 1 skefuld leverpostej med licitin kapsler i og et hårdkogt æg gled også ned – så alt godt. Hendes temperatur viste 37,7 så ca dalet en grad.

I dag er hun på dag 56 fra første parring og jeg har tilbudt hende råfoder til hvalpe (fuldfoder Mush) til morgen og i eftermiddags og hun har spist ca. 4 blokke af ca. 200 gr. det er ret meget mad og det mest fantastiske ved råfoder er, at de udnytter rup og stup, så næsten ingen output. Hvis jeg havde råd ville jeg råfodre dem alle, alene på grund af output 🙂

Her til aften spiste hun et helt normalt måltid hvalpefoder med lidt god olie og naturligvis petferm, som er et super produkt fra Dummyshoppen til at holde maven/tarm fit. Hendes temperatur var steget til 38 grader rent, så intet tyder på fødsel det kommende døgn.

Der er sat et fint bassin op i hvalperummet, som egentligt er tiltænkt Smilla at føde i – men damen har udset sig fødekassen i køkkenet og tilbringer dagligt en del tid i den. Hun graver og rumstere rundt med tæpperne og laver masser af uorden – men for at ligge godt med så stor og tyk en mave, så får hun lov at rumstere som hun lyster.

Fawn er helt rolig og afbalanceret. Spiser som den mest glubske køter og smiler over hele hovedet hverdag – selvom det er anstrengende med så tyk en mave, så traver hun lystigt omkring på gå turene – hvor Smilla nærmest bare vralter afsted, afbrudt af korte traveture på få skridt.

Men det er skønt at have en tæve som Fawn, der bare udstråler ro og styrke. Hun giver helt sikkert lidt af sin ro videre til Smilla.

Marlene Birkebæk har lavet en super smuk præsentation af kuldet. Jeg glæder mig vildt til at se hvad de her to skønne og dygtige jagt og prøvehunde kan præsterer sammen. Jeg har trænet og ført begge hunde på deres prøver og de er virkelig en fornøjelse at følges med. Så jeg kan næsten ikke vente til hvalpene er her og vi kan se deres personlighed. Håber at jeg får solgt de fleste så jeg har mulighed for at følge dem 🙂

Jeg er faktisk også lidt stolt af at begge hunde er præmieret med Excellent på Novice Fieldtrial. Et er at vi bruger dem på jagt og selv syntes at de fungere super fint, noget helt andet er når de bedømmes af en dommer over en dagsjagt i forskellige discipliner og får prædikatet Excellent. Det er for mig et mål at mine avlshunde har Excellent på Novice Fieldtrail, så det er jeg godt tilfreds med at præsenterer i dette fine kuld.

Er et tøjmærke for os der arbejder med hund og som nyder at have noget på som har de rigtige lommer og er designet til præcis vores brug.

Jeg var længe om at tage tilløb, men da jeg havde slidt 3 af de billige heldragter op, på bare 2 vintre – så blev jeg enig med mig selv om at NU skulle jeg have en ordentlig heldragt. Mit valg faldt på Dogcoach Jumpsuit, som jeg virkelig ELSKEDE fra dag 1.

Den er super lækker at have på, den er varm, vind og vandtæt og den har gode lommer til det som jeg skal bruge når jeg går tur. Jeg bruger den ikke kun når jeg går tur – jeg bruger den når jeg står ude i kulden og underviser og jeg bruger den når jeg er på opsamling og jeg bruger den når jeg træner egne hunde.

Efter at have haft den i 4 uger – besluttede jeg mig for at købe en til. Den første model købte jeg i en Large i beetle green, efter anbefaling hos DogCoach hvor man kan indtaste sine mål og få en vejledning til størrelsen. Large passer perfekt til de hårde vinter måneder hvor jeg skal have en uldtrøje ekstra på og bukser under også. Den næste købte jeg i en Medium og i brun og den passer super fint når jeg ikke har så meget tøj under eller i alle tilfælde tyndere tøj, overgangs månederne indtil vinter.

Der er ligesom ikke nogen heldragter der er rigtig pæne 🙂 men denne er den pæneste syntes jeg. Den har til fulde levet op til mine forventninger og jeg vil varmt anbefale den til alle jeg kender og møder på min vej. Den ligger i den dyre ende med en pris på kr. 2599,- Men den er alle pengene værd.

Et lille ekstra plus!. Jeg havde en syning der gik op på den beetle grønne efter 4 måneder og kontaktede DogCoach omkring det. De sendte mig en rabatkode så jeg kunne købe en ny dragt kvit og frit – det syntes jeg var en virkelig flot service! Den dragt der var i stykker fik jeg lov at beholde og jeg har nu fået den syet så den kan bruges igen. Så jeg er heldig at have hele 3 dragter nu som jeg kan bruge på skift – for de bliver jo lidt beskidte så rart at kunne vaske dem og stadig have en at tage på.

Smilla startede løbetid 12. december. I dagene op til at hun begyndte at bløde, var drengene noget interesseret i hende, så jeg tror hun har startet løbet lidt før men uden at bløde – altså lidt hvid løbetid, som det kaldes. Da vi bøvlede lidt med at parre hende sidst – eller rettere hun ville frygtelig gerne parres, men hver gang Canvas trængte ind i hende, så skreg hun. Derfor lavede jeg en aftale med min dyrlæge om lige at få en kikkert i hende og se om alt var ok indvendigt og der ikke var en streng eller lomme, som det nogen gange ses hos tæverne.

Den 20. december tog vi til dyrlægen og fik lavet en kikkert undersøgelse og et skede skrab. Smilla var på dag 9 af løbetiden (blødningstiden) så jeg regnede bestemt med at vi var i god tid. Men skrabet så rigtig fint ud – så vi besluttede at lave en progesteron, som så viste sig at være 11.2 ng. Så vi drog hjem fra dyrlægen for at parre. Det skulle så vise sig at Smilla ikke ville lade sig parre. Hun lod Canvas slikke og dutte men ikke mere. Sener på eftermiddagen skulle jeg bytte rundt på nogle hunde så Smilla kom i hundegård og Indy stod ved siden af og ham syntes hun var lækker. Altså nej!

Så tog vi Canvas ud igen og tænkte at nu var hun nok helt klar – men nej hun ville gerne ind til Indy. Jeg besluttede at Insiminerer i stedet for at stresse for meget rundt med Smilla som tydeligvis ligner sin farmor Brown Hunt’s Pasta – som slet ikke ville lade sig parre af vores egne hanner men kun af hanner ude i byen. Håber ikke Smilla slægter hende på hvad det angår men nu må vi se.
Canvas var tilgengæld let at tappe og insimineringen gik super fint og vi har gentaget det i dag for at være helt sikker.

Så nu starter den lange vente tid hvor vi skal gå og kigge på hende og se om vi kan spotte drægtigheds tegn 🙂

Fawn er også gået i løbetid – det gjorde hun 17. december – 5 dage efter Smilla så vi skal have to tætte kuld. Det har vi prøvet før og vi glæder os. Forventer parring af Fawn ca. den 29. december om alt går vel.

Dybest set alle de hunde vi har ejet har været ført på Åben A eller Novice Field Trial, som det hedder i dag. For os har der været 2 formål med at føre hundene på denne prøve. Det ene formål er avlsmæssigt. Jeg syntes at hvis man har en hund, der som minimum kan opnå 2.pr. /Very Good på Novice Field Trial så har man en god jagthund. Ikke bare fordi jeg selv syntes at den er fin at gå på jagt med – men der er andre der har vurderet hunden egnet som jagthund. For at blive egnet som jagthund – så skal hunden kunne jage både selvstændigt og i samarbejde med mig. Det betyder at den skal kunne modtage den træning, der skal til og den skal vise sig samarbejdsvillig. Jeg er fuldt ud klar over at det også kræver noget af mig som handler, men uanset hvor dygtig man er – så skal hunden vise samarbejdsevner og lysten til at lærer og for alt i verden ikke blot at jage for sig selv.

Den del vil jeg gerne have som et kriterie for mit avlsmateriale.

Den anden grund til at jeg fører vores hunde på Novice Fieldtrial, er at jeg gerne vil deltage på Open Field Trial. Som er en ren konkurrence, modsat Novice som er en kvalitetsbedømmelse. Det er mega spændende at konkurrere på dette niveau og absolut det sværest i hele verden hvis du spørger mig. Der er sikkert nogen der har vundet guld til OL i stangspring – men undskyld mig! Det er teknik, en stang, fysisk træning, mod og vilje og en god sponsor.

Det vi arbejder med er levende væsner. De har gode dage og dårlige dage. De kræver virkelig meget træning hundene og derudover kræver det at du på selve dagen, er på toppen og koncentreret, at hunden præsterer max., du har det fornødne held med at få gode fugle og her mener jeg ikke dem der kan hentes af alle, men de fugle der kræver noget af hunden, så den får vist at den kan shine. Derudover kræver det dygtige og fair dommere, som ønsker at se hundene shine og derfor bringer dig og hunden i position, hvor I kan shine. Dommere som kan læse terræn og situationen og tør handle hurtigt og effektivt og som giver dig hjælp, når hunden er ude af syne, så du kan handle på dommerens anvisninger og det er ikke let. Du skal også være heldig med skytterne at de er gode til at skyde, så der kommer fugle i spil. Så er der vejret, vegetationen i skal arbejde i og vinden der skal tages højde for. Rigtig mange ting som du INGEN indflydelse har på. Men den dag du rammer det hele så hårdt at du står vinderplaceret eller måske ligefrem som vinder – uhhh der vil du ikke bytte med en OL guldmedalje!

Tilbage til Novice Field Trial – som er en kvalitetsbedømmelse, hvor du kan få Excellent, Very Good eller Good, hvis du er det der kaldes præmieret på dagen. I gamle dage var det 1., 2. og 3. præmie. Er du ikke præmieret, så får du NC (Not Classified) eller hvis hunden laver en Diskvalificerende fejl – et D. Men modsat Open Field Trial så er det ikke en konkurrence, så der er flere der kan få Excellent på dagen.

Jeg startede mit opdræt i 1995 og i 1999 var jeg på min første Åben A/Novice Fieldtrial. Det var med min tæve Brown Hunt’s Bissede Bijou af ejet opdræt og af udstillingslinje. Jeg husker at det var i Brande og vi startede med et andedrev. Hunden ved siden af mig knaldede på en and efter kort tid og det resulterede i at min hund også tog et spring frem og så af sig selv returnerede til mig fordi hun åbenbart kom i tanke om at det ikke havde noget med hende at gøre. Det betragtede dommeren som den gang var Bent Nielsen, som uro og han nævnte at han havde bemærket det. Herefter gik vi en lille walk up på agerhøns med stående hund foran os – lidt som vi ser det i dag på prøverne i Skærbæk og Bramming. Vi sluttede med et nyt andedrev. Vi hentede 9 fugle fordelt på 3 dirigering og 3 markeringer og 3 fugle på søg efter såten var blæst af. Trods vores uheldige start gik Bijou og jeg til en 1. pr. – det var jeg mægtig stolt af. Det var min første A-prøve og eneste jeg gik med Bijou for jeg sporede egentlig mest med hende.

Der er løbet utrolig meget vand i åen siden da. Jagterne er ikke forandret meget – men tilgangen til Novice er i min verden blevet noget skæv. Jeg tror at “nogen” har glemt at denne prøve er for alle medlemmer af klubben der har bestået en Novice Cold game eller Mocktrail. Ikke KUN for dem der har ambitioner om Open Fieldtrial. Der er stadig nogen der har en ambition om Novice Fieldtrial og ingen ambition om Open Fieldtrial. Nogen bruger Novice Field Trial som et avlsmål, som jeg bl.a. gør for nogle af vores hunde. Andre har en udstillingshund, som de jagter titlen DKCH(J) og derfor stiller på Novice Field Trial.

Det syntes jeg stort set er blevet umuligt for disse mennesker, over de seneste 3 år. Der stilles SÅ store krav til hunden og hundeførerens evner i disciplinen dirigering og kontrol på hunden under skydningen. Der stilles krav om at hunden skal kunne sidde ganske tæt på en linje, ganske tæt på skytterne, mens der skydes 15- 25 fugle, som falder tæt ved hundene, bag ved hundene og foran hundene. Ofte sættes hundene i situationer som vi aldrig ville bringe dem i på en almindelig jagt eller en opsamling.

Personligt ville jeg aldrig stille mig så tæt på skytterne på en opsamling, som vi ofte placeres på Novice prøverne. Og eftersom langt de fleste dommere ikke sender under skydningen, af grunde der for mig er uvisse – så kan vi lige så godt stå med afstand til skytterne, for fuglene bruges alligevel til fortrinsvis dirigering efterfølgende.

Hvis Novice Fieldtrial er en trampe jagt – så stikker det da fuldstændigt af. Her forlanges dybest set det samme som på en Open Fieldtrial og præmierings systemet udnyttes slet ikke. En virkelig sørgelig udvikling i vores ellers fantastiske klub. Jeg tror stort set at jeg har talt med alle der gider at lytte til mig om dette problem og uanset hvem så skubbes “bolden” videre! Ingen vil rigtig forholde sig til dette og de fleste syntes nok at det er mig der er en irriterende dårlig taber. Det er jeg måske også men jeg har været med i denne klub så længe at jeg godt kan se forskel på gul og grøn.

Alting var jo bedre i de gode gamle dage….. 🙂
Nej, men jeg savner de dommere som turde at sende hundene under skydningen på drevjagterne og skulle de skyde en fugl ned i nærheden af hunden på dens vej til den tiltænkte fugl – så tilgiv hunden at den tager den og bare send den igen. Jeg savner også de dommere, som sendte hunden til et område, hvor der var skudt et par fugle og som bare ville have en af dem og ikke den længst til højre – når de nærmest ligger i en cirkel med en diameter på 15m. Jeg savner at vi bliver afprøvet i markeringsarbejde. Jeg savner at vi bliver afprøvet i at afsøge et område for en formodet fugl. Fordi det er jagtrealistisk, jagt relevant og derfor relevant for alle jægere med en retriever. Det er de færreste jægere, der venter med at apporterer alle fuglene og efter såten starter et større dirigerings cirkus.

Nu har jeg fortalt om Bijou som startede på sin første Åben A og opnåede en 1. pr. og jeg kan vidst godt tillade mig at sige at Bent Nielsen ikke var en af de dommere som forærede noget væk han var skrap. Den gang var jeg ikke ret dygtig til at træne markprøve træning. Det syntes jeg faktisk jeg er i dag. Jeg har hunde af jagtlinjer som har bedre forudsætninger for at løse opgaven end Bijou havde. Alligevel var jeg afsted 3 gange før mit Excellent kom i hus på den ene af mine hunde sidste år. I år har jeg en hund, der skal afsted for fjerde gang og fortsat ikke har fået sit Excellent. Det er virkelig dyrt. Ikke kun i træningstimer, kørsel og penge – men i frustration. Frustration fordi jeg ikke formår at træne ham til at blive sat i så tåbelige situationer, som han er blevet sat i. Frustration over ikke at blive taget alvorlig. Frustration over at jeg er ved at opgive det som jeg elsker, fordi jeg ikke længere orker at blive frustreret.

Men i lørdags startede jeg alligevel Smilla på Novice Fieldtrial. Det var hendes første start og tænk jer vi kom ud med et Excellent. Hvilken befrielse at opleve en dommer med fornemmelse for hvilken klasse hun dømte og med forståelse for det niveau hundene havde. På denne prøve var der 2 dommere og 2 hold hunde. Det sjove var at flere af deltagerne har jeg fulgtes med i år på Beginner Test og Novice Coldgame og nu mødtes vi så på Novice Fieldtrial. Vi fulgte hinanden og ærgerede os på hinandens vegne, hvis nogen måtte forlade prøven i utide. Vi glædede os på hinandens vegne når vi så en fugl blive hentet i fin stil.

Det var en prøve med meget stort pres på hundene, primært fordi vi oftest stod ALT for tæt på skytterne. Jeg tror aldrig jeg har set min hund så stresset, som i anden og tredje såt. Hun pustede og gabte og skiftevis rejste sig og satte sig igen i løbet af såten. Ikke så det så forstyrrende ud – men hun kæmpede en kamp indeni min lille hund. I købet af anden såt var presset så hårdt på hende at hun bakkede en lille smule – noget jeg klart tog som et signal på at hun havde virkelig svært ved at være i det inferno af skud og fugle der faldt. Alligevel blev hun ved min side og lod sig sende i bestemte retninger trods det, at der nyeligt var faldet fugle i andre retninger. Jeg var SÅ mega stolt af hende. Men også ærgerlig over at hundene skal udsættes for dette pres.

Jeg tror ikke at det var dommerens intention at vi skulle stå så tæt på skytterne, for vi startede med at blive placeret i noget større afstand. Men assistenterne på prøven anbefalede dommeren at stille sig et andet sted. Ofte kender dommerne ikke stedet og ved ikke hvor fuglene typiske vil falde – så derfor er de nødtil at have tillid til assistenterne – men søde assistenter…… Ville I selv stille jeg så tæt på skytterne, hvis I skulle apportere for dem? Største delen af fuglene falder for tæt på os så de ikke giver værdi at apporterer, men kun tjener til at stresse hundene unødigt.

Jeg savner dig, jeg vil ha’ dig tilbage,
Ligesom i de gamle dage hvor en spa’e var en s. YO!
Jeg vil ha’ dig tilbage,
Ligesom i de gamle dage hvor en fri fugl var fri,
Og hvor man mente hvad man sae’.

Åben A – Novice Field Trial – kom tilbage!

Lidt træls nat fordi vi mistede en hanhvalp. Så nu tæller kuldet 8 hvalpe, 5 drenge og 3 piger. Så nu håber vi at de vil leve livet i fulde drag og glæde 8 skønne mennesker der har lagt bestilling på dette skønne kuld.

Jeg glæder mig helt ubeskriveligt til at arbejde med Maybe og se hvad hun er for en størrelse og ikke mindst hvilken en af tæverne der er Maybe.
Som altid så tager vi hvalpene ud når de er 6 uger gamle så indtil da går vi alle i spænding og kigger på hver og en og tænker – mon det bliver min <3 For mit vedkommende vælger jeg hvalp som jeg plejer – jeg hejser dyret op på et bord og kigger på hvor godt den er skruet sammen 🙂 mest fordi jeg ved at hvis jeg tror på kombinationen af han og tæve – så former jeg hvalpen til det som jeg elsker – så for mig er det mest vigtigt at den er godt konstrueret i forhold til avl. Så det er ikke udstillings konstruktion jeg kigger på, men holdbarhed i krop og sjæl, for at få den hvalp der vil blive en lige så fin avlstæve som sin mor.

Mange af jer andre har bedt mig om at tage jeres hvalp ud til jer. Det er et stort ansvar og jeg skal gøre mig aller bedste. Som opdrætter er ens fornemmeste opgave at lave det bedste match mellem hvalp og hvalpekøber. Det er ikke altid at det går til held men oftest gør det heldigvis. Jeg er hvalpens ambassadør og derfor vil jeg altid forsøge at matche så godt som muligt. Jeg har pligt til at sørge for at mine guldklumper får det bedste hjem og bliver elsket højt.

Nu venter jeg spændt på at høre hvilket navn i vælger til jeres hvalp – nogle har allerede valgt så Martha, Mr. Bobby, Maybe, Mason og Mojo er reserveret.

Hvis I mangler ideer – så kunne det jo være Mighty, Mono, Misty, Milton, Melbourn, Milo, Mexx, Mandy, Miles, Monty eller noget helt andet skørt som Mynte, Müsli, Makron eller måske Mirakel 🙂