Hvad skal vi belønne på retrieverprøverne?
Jeg har trænet hund, siden jeg var ganske ung. Det er efterhånden mange år siden, jeg begyndte, men glæden ved at arbejde med mine hunde er lige så stor i dag. Undervejs har jeg fulgt udviklingen i både træningen og prøvemiljøet med stor interesse.
Meget har ændret sig siden 1980’erne. Vi ved mere om indlæring og har fået flere måder at træne på. Samtidig oplever jeg, at nogle miljøer holder fast i gamle metoder, mens andre kan komme til at analysere træningen så grundigt, at vi mister blikket for hunden foran os. Det får mig til at overveje, hvilke egenskaber vi i dag udvikler hos vores retrievere — og hvilke vi belønner på prøverne.
Hvad fortæller resultaterne os?
I Danmark kan retrievere konkurrere på højeste niveau i blandt andet working tests, DRK-prøver, mock trials og field trials. Det er krævende at nå dertil, og jeg har stor respekt for det arbejde, hundeførerne lægger i deres hunde.
Jeg har dog indtryk af, at det er blevet sværere at opnå certifikater og championtitler. Det kan jeg ikke dokumentere for Dansk Retriever Klub, da jeg ikke har fundet en samlet oversigt over klubbens champions gennem årene. Ved min egen gennemgang af RJK’s oplysninger fandt jeg 32 FTCH-titler fordelt på 23 forskellige medlemmer over de seneste ti år. Tallene siger ikke i sig selv noget om udviklingen i DRK, men de illustrerer, at det er en forholdsvis lille gruppe, der når helt til tops.
Derfor synes jeg, det er relevant at spørge, hvad vi ønsker, at vores højeste prøveniveau skal vise. Er formålet alene at finde de hunde og hundeførere, der løser de sværeste opgaver? Eller skal resultaterne også give jægere og opdrættere et tydeligt billede af hundens naturlige jagtlige egenskaber?
Prøvernes formål bør være vores pejlemærke
Dansk Retriever Klubs formål omfatter blandt andet at fremme avl og anvendelse af retrievere med de jagtlige, eksteriørmæssige og temperamentsmæssige kvaliteter, der kendetegner racerne. Klubben skal også udbrede kendskabet til retrievernes egenskaber og varetage hundenes og ejernes interesser.
I de prøvebestemmelser, jeg tager udgangspunkt i her, beskrives prøvernes formål blandt andet som at fremme interessen for jagt med retrievere og finde hunde med de rette temperamentsmæssige og jagtlige egenskaber til vejledning for avlen. Prøverne skal desuden styrke respekten for retrieveren som apporterende jagthund.
Det er formål, jeg kan stå fuldt bag. Netop derfor mener jeg, at vi løbende bør diskutere, om vores bedømmelser afspejler dem godt nok.
Hvad ser vi hos hunden?
Jeg deltager selv på det højeste niveau med to af mine hunde. Mine overvejelser kommer altså fra et miljø, jeg både holder af og selv er en del af.
På prøver ser jeg indimellem hunde, som løser opgaverne, men som efter min vurdering også viser forhold, vi bør være opmærksomme på i avlen. Det kan være usikkerhed i bestemte terræner, manglende selvstændighed i arbejdet eller vanskeligheder med at markere og finde en apport. Jeg oplever også, at en hund i nogle tilfælde kan være afhængig af betydelig støtte fra føreren gennem en prøve og alligevel opnå en høj placering.
Det er ikke et argument imod god træning eller præcis handling. Begge dele er vigtige, og dygtigt førerarbejde fortjener anerkendelse. Men hvis en prøve også skal vejlede avlen, må vi kunne se og vurdere, hvad hunden selv bidrager med.
Jeg savner at se mere plads til hunden, der arbejder med sikkerhed og naturlig jagtlyst; som markerer godt, tager terræn uden tøven og bruger sine vildtfindende egenskaber, når den kommer i området. Det er egenskaber, der har stor værdi for en apporterende jagthund, og som ikke altid bliver tydelige, hvis føreren kan styre hunden helt frem til apporten.
Bredden skal også have noget at stile efter
Et stærkt prøvemiljø afhænger af mere end resultaterne på øverste niveau. Det afhænger også af alle de medlemmer, der møder op til træning, arbejder målrettet med deres hunde og fører dem på prøver. De er med til at skabe aktivitet og fællesskab i klubben.
Derfor mener jeg, at vi bør se på, om der er tydelige og attraktive mål for flere af klubbens medlemmer. Nationale titler på andre niveauer kunne være en mulighed. De skulle bygge på klare krav og dokumentere værdifulde færdigheder hos hund og fører. På den måde ville flere have noget konkret at arbejde hen imod, også selv om en championtitel på højeste niveau ikke er deres mål.
Det handler om at anerkende det gode arbejde, der bliver lagt i hundene på flere niveauer. Når medlemmer kan se en meningsfuld vej frem i træningen og prøverne, giver det dem en grund til at fortsætte og engagere sig i klubben.
En samtale, vi bør tage
Jeg mener ikke, at der findes en enkel løsning, eller at én prøveform kan vise alt om en hund. Men jeg synes, vi bør turde spørge, om der er den rette balance mellem førerens præcision og hundens egne evner i vores prøver og bedømmelser. Vi bør også drøfte, om klubbens mål og anerkendelser giver tilstrækkelig plads til bredden.
For mig er det afgørende spørgsmål dette: Ville en jæger, der ser vores højest placerede hunde arbejde, kunne genkende de egenskaber, vedkommende ønsker i sin egen jagthund? Og kan medlemmer på alle niveauer se et formål med at blive ved med at træne og gå på prøve?
Begge spørgsmål er vigtige, hvis vi vil bevare en klub med dygtige jagthunde, engagerede hundeførere og plads til flere.