I Weekenden den 8. og 9. marts var både Smilla og Canvas deltagere på Diamond Cup. Det var den anden udtagelse til IWT og hele 27 hold var til start. Virkelig dejligt med så stor opbakning til disse hold WT som er virkelig sjove at deltage på, hvis altså I spørger mig 🙂 Vi stillede hold med Keld Jørgensen og Lochiness Baba O’reilly – så det var 2 Indy børn og Smilla 🙂
Lørdag var der 4 poster hvor af de 3 var hold poster og den ene var en individuel post. Smilla og jeg var virkelig det svage led hele lørdagen. Vi kunne ligesom ikke finde rytmen og jeg blev ved med at bedømme afstandene for korte og Smilla glippede Post 4 med at gå en virkelig flot linje direkte til området og så søge som en gal uden at finde dummy’en – hmm virkelig ikke smart.
Men på post 2 gik det da helt galt og jeg måtte for første gang i mit liv – Gå the walk of shame, hvilket betyder at man går ud og henter sin hund fordi bæstet ikke er kontakt bar….!!!
Godt at det var sidste post for der var jeg godt nok rystet og også lidt forundret over at vi havde været SÅ ringe…!
Canvas gik en virkelig fin prøve indtil post 2 – så gik det galt for ham… af en eller anden årsag ville han ikke springe hegnet – måske fordi det var et nethegn og det har han virkelig dårlig erfaring med. Han bliver vildt ulydig på dirigeringen så Tommy ender på 2 x 0 lige som mig og Smilla – det var ikke den bedste slutning på dagen. Godt Keld og Reiley bestod på vores hold så det ikke var den rene ynk.
Tommy og jeg besluttede at køre hjem til hvalpene og så tog vi lige en lille træningsrunde hver isæt. Tommy og Canvas hoppede hegn og Smilla og jeg trænede hjemkald med belønningslegetøj.
Søndag er igen en dag med 4 poster, 3 holdposter og 1 individuel. Vi startede på post 7 som var en Walk up med markering til højre for os og hvor hundene skulle over 2 kanaler og igennem et lidt ruff terræn. Fineste Reiley lagde ud og startede med at forsøge at springe den første kanal men lander uheldigt – da han fortsætter ud igennem det noget uvejsomme terræn falder han og slår en kolbøtte og er tydeligt halt men fortsætter af sig selv mod markeringen – men så vil han ikke krydse den sidste kanal og bliver kaldt hjem. Tommy og Canvas løser opgaven istedet og det går fint. Smilla og jeg får den næste markering og den løser hun virkelig fint. Herefter får vi alle en dirigering til samme område og alle hundene løser det fint – men Reiley løber en kæmpe omvej hjem for at undgå kanalerne og er tydeligt halt da han kommer ind med dummy’en. Keld beslutter at trække ham fra prøven og det er fuldt forståeligt.
De efterfølgende poster går rigtig fint for os og Tommy består med Canvas og jeg består med Smilla og slutter som 6. vinder i et virkelig stærkt felt af 81 hunde – det var jeg virkelig godt tilfreds med efter at lørdagen var så ringe for os.
Diamond Cup er nok en af de bedste hold WT’er jeg nogensinde har deltaget på. Alt var bare top dollar. Virkelig fine og løsbare opgaver, super dygtige dommere, fantastiske hjælpere og ikke mindst det mest fantastiske terræn. Tusinde tak til Flemming Nøhr, Henriette Schausen og Filip Stentoft for et utrolig flot arrangement hvor alt bare gik op i en højere enhed. Det var virkelig en fantastisk weekend.
Med den indsats blev det ikke IWT for os i år – men jeg er fortrøstningsfuld og villig til at prøve igen i de kommende år – for det er SÅ sjovt at starte hold konkurrencer. Næste gang skal vi dog være noget flittigere med at få trænet ellers giver det ingen mening at deltage 🙂