For første gang i meget lang tid oplever vi at alle vores 4 tæver løber samtidigt. Altså de er ikke gået i løbetid samme dag – men inden for 2 uger er de alle 4 startet deres løbetid. Planen var egentlig at vi ville parre Twitter og Fawn. Fawn skulle løbe først og Twitter skulle komme 3-4 uger senere. Men sådan gik det ikke. Twitter startede som den første i flokken sin løbetid og bare 4 dage efter gik Punktum i løbetid.
Samtidigt viste hannerne tydeligt at Fawn også var på vej og 10 dage efter Twitter startede Fawn med at løbe. Af skade bliver man klog…. er der nogen der siger. I sommers parrede vi både DuDer og Punktum, selvom de løb med bare 5 dage imellem. Det er altid et sats for alt kan ske når man parre to tæver. Den ene kan gå tom og så har man kun et kuld, eller de kan lægge kæmpe kuld begge to bom bom bom og ja det var naturligvis det er skete hos os.
De to tæver lagde 19 hvalpe tilsammen. Det er ikke det at have to kuld hvalpe – men at have 19 familier på besøg, betød at vi havde gæster hele tiden. Nogle dage havde vi 3 familier på besøg om dagen og selvom alle vores hvalpe købere forsøgte at gøre det så let for os som muligt og var utrolig søde og hensyns fulde – ja så er det bare lidt hårdt ved os.
Nå men det er så årsagen til at vi har valgt at vi KUN parre Fawn. Vi forventer at parre hende i den kommende uge (38) og bliver hun drægtig så føder hun midt i november og vi vil have hvalpe i jagtsæsonen, så det vil være rart kun at have et kuld hvalpe.
Derfor er vi også gået i gang med at lave vores udvendige hvalpegård rigtig fin, så de kan have nogle gode og sjove omgivelser at lege i, når de er ude. Vi har fjernet det ral, der lå i en stribe foran hundegårdene og i stedet sået en stribe græs.
Vi vil også have et nyt hegn, der ser lidt mere fikst ud end det vi havde, som blev etableret lidt hurtigt i sommer, med de forhåndenværende midler. Det fungerede rigtig fint men kønt er det ikke 🙂
Samtidigt vil jeg rigtig gerne have overdækket et område så hvalpene har et sted de kan lege, når det regner og hvor vi kan have nogle af de legesager som ikke tåler at stå ude i alt slags vejr. Men vi må se hvad det ender med, men nu er vi igang 🙂

Hvalpeplanerne bliver derfor ændret lidt for næste år også ….
Planen var at parre både Punktum og Duder i foråret – men nu bliver det i stedet Punktum og Twitter der bliver parret. Punktum parre vi fortsat med Brown Hunt’s Tony, en parring vi glæder os rigtig meget til. Tony er efter min gamle tæve Pasta, som jeg var utrolig glad for og hans var Oakleaf Warlord var en rigtig fin irlænder som ikke har så mange afkom her i norden hvilket jeg godt kan lide. Hele kuldet som Tony er ud af har super lækre temperamenter og er let førte. Bløde og samarbejdsvillige hunde som vi kan lide dem. Samtidigt er de super fine jagthunde der går i alle former for terræn.
Planen er jo at vi skal parre Twitter med Paddy igen, men Paddy fylder 12 år den 20. april 2022 – så om han er fit til den tid kan være meget usikkert. Så vi er begyndt at kigge efter en plan B til Twitter. Selvom Twitter er en utrolig blid og mild tæve, så har hun også nogle søskende som er ganske heftige, så vi kigger efter en hanhund med ro i hovedet.
Vores 5 drenge er lidt oppe at hoppe i øjeblikket med så mange tæver i løbetid. De vil altid helst parre DERES EGNE tæver, så i øjeblikket er vi ganske påpasselige med at give dem godt med motion og beskæftigelse, så deres hoveder ikke kun er optaget af de skønne damer. Tilgengæld varer perioden ikke så længe som den tidligere har gjort. Alle tæverne er færdige med løbetider i slutningen af uge 39 – så er der ro på igen.