
Godt Nytår alle sammen!
Et nyt år er i gang og hvad er bedre end at starte dagen med lidt træning. Jeg trænede godt nok også i går eftermiddags, men med 3 unghunde i huset der er det bare nødvendigt for mig, at få lavet lidt hver dag. Jeg træner ikke lange seancer men 15-20 minutter med dem hver. Jeg træner alt det kedelige – heal work, grund dirigering, hjem kald, nærsøg og stop, for fanden, på fløjten 🙂
Smilla har været syg og hun har nok også haft en del stress i kroppen i den forbindelse, for hun er sat noget tilbage træningsmæssigt. Hun har faktisk været dygtig på højre venstre, men det er gået tabt og som mine søde norske venner altid siger – det er “fersk vare træning”, jep det forsvinder hvis det ikke holdes vedlige. Så vi er i fuld gang med at polerer det op igen.
Power arbejder med linjer og back, naturligvis back uden håndtegn, fordi jeg syntes det virker super fint at kun have hånd tegn på højre-/ venstre – så syntes jeg at hundene bliver skarpere på at gå lige bagud. Han har aldrig lært back med håndtegn så han ved ikke at det findes 🙂 Hans afleveringer og greb på dummy’er er blevet konge gode, efter at han har hentet et par anskydninger i jagtsæsonen. Power er min hjerte hund og han er så utrolig fin træningsmæssigt at han tager vejret fra mig ind imellem. Snart er det tid til røntgen og øjenlysning og jeg håber sådan at han går fint igennem. Jeg elsker ham højt og han giver os alle så megen glæde i hverdagen med hans milde sind og store personlighed – en fantastisk hund jeg har fået fornøjelsen af her.
Vettel er den lille bandit. Han er den skønneste hund i dagligdagen – altid rolig og af balanceret inde – men ude er han den vildeste lille bandit man kan forestille sig. Vi taler tit om at han kunne komme virkelig galt afsted i de forkerte hænder, for han er varm som ilden.
Lige nu træner vi healwork, sit og bliv, hjemkald og så har han løbet et par linjer. Når jeg siger et par linjer, så betyder det at han hurtigt viste at apporteringerne gav ham lidt stress. Han vil SÅ gerne løbe efter alt, men der skal meget lidt til for at distrahere ham. Han viste lidt tendenser de første gange, hvor han ville hoppe efter min hånd, han ville snurre en omgang og præcis det skal man tage alvorligt med det samme. Så ikke linjer til ham endnu. Nu træner vi lidt nærsøg og det basale inden omkring mig. Lader ham modne en måned eller to og så prøver vi til igen og så kan det være helt væk eller noget vi skal træne væk. Jeg er ikke urolig for det – jeg har set det før og hvis det tages ordentligt hånd om, så udvikler det sig aldrig.
Fawn bliver bare skarperer og skarperer. Jeg træner udelukkende teknisk træning med hende, for det har hun brug for. Masser af dummyer ude og hele tiden skifte retninger og punkter, masser af stop – belønning for hurtige stop og masser af linje arbejde. Jeg elsker at træne med Fawn. Hendes energi og entusiasme er enorm og selvom hun ind imellem fejler og vil tage over – så bliver hun bedre og bedre og hun har så mange naturlige anlæg, som jeg til gengæld nyder godt af imellem kontrollen. Jeg glæder mig SÅ meget til vores første start på Vinder A på Pajhede den 26. januar 2023.
Turen til UK er i planlægning og jeg træner myre flittigt for at være nået så langt som muligt med både Fawn, Smilla og Power inden vi rammer England. Fawn mest på alt det tekniske – Power og Smilla skal have nogle kilometer i benene og have deres stopfløjt i bagagen. De er ungehunde og de skal nok få en masse med i bagagen fra UK turen. Jeg glæder mig i alle tilfælde som et lille barn.
Smilla og Power vil også komme på lidt hold træning en gang i ugen, for at vende sig til “trykket” af andre hunde og at være i en gruppe, hvor de skal rumme at se andre hunde arbejde. Lille Vettel går vi lidt langsommere frem med – han har brug for tid til at modnes i sit lille hoved og ikke for hurtigt blive præsenteret for alt for mange distraktioner. Sådan er unghundene så forskellige og det er det jeg elsker ved at træne de unge hunde. Ikke to hunde er ens og det at kunne fornemme sin hund og hvad præcis denne hund syntes er svært eller let – det er en udfordring som jeg elsker.
Vi er i gang og vi glæder os til at møde jer alle der ude og til træninger i det nye år 🙂 som I kan se er Canvas sprunget ind i det nye år 🙂
