Den seneste tid har jeg haft lidt skøre oplevelser med progesteron målinger og scanninger.

Marlene’s tæve Alfa kommer til parring med Indy. Hun kommer på 13 dagen og er progesteron målt til 13.44ng. Så altså helt perfekt tidspunkt hvis I spørger mig. Indy og Alfa parre også lige med det samme og det gør de så hver anden dag – 3 gange. Alfa er således parret på 13., 15. og 17. dagen af sin løbetid. Ifølge Indy syntes han at den bedste dag var 15. dagen 🙂

21 dage efter parringen, talt fra første parring, får Marlene hende scannet hos dyrlægen. De finder ingen hvalpe…. Vi bliver enige om at hun skal vente en uge og scanne igen da hun nok bare er for tidligt på den. Som sagt så gjort og ugen efter kan dyrlægen heller ikke se hvalpe på scanningen. Nu er frustrationen stor for hvad er lige gået galt med perfekt progesteron og 3 super fine parringer ?

Marlene har en god veninde der også er opdrætter og som har en lille kinesermodel af en scanner og hun tilbyder at komme forbi og scanne hende igen, for tæven opfører sig som om den drægtig og da jeg var på besøg med en af mine hanhunde i weekenden tjekkede han præcis Alfa – hvilket plejer at være et godt tegn på drægtighed.

Straks de sætter den lille scanner på bugen af tæven toner en hvalp frem og de ser mere end en hvalp…. hvordan kan det ske at dyrlægens fine scanner ikke fanger hvalpene – når de er helt tydelige på den lille mobile scanner ?? Mystisk….

Den anden situation jeg havde var med Holy. Oliver afleverer Holy Tirsdag og hun er på 12. dagen. Allerede om aftenen præsenterer jeg Indy for hende og som alle andre hanner så har han nogle tæver der bare er hans favoritter og Holy er en af dem – så jeg har ham i snor for jeg ved at han vil forsøge at springe hende. Men Holy er helt med på noderne og lader sig springe og de hænger i 25 minutter. Da Oliver har bedt mig om at progesteron måle hende ringer jeg til dyrlægen dagen efter og de kan tage hende torsdag.

Hold nu lige fast…. Progesteronen er 1.64 – altså ALT for lav. Jeg fatter så godt som ingen ting for både Holy og Indy er helt vilde i varmen. De har ikke parret onsdag – men jeg lader dem parre torsdag selvom progesteronen er lav.

De parre igen lørdag og mandag og tirsdag – så de parre ca. hver anden dag indtil Holy siger stop tirsdag. – Nu kunne det være fedt at have mulighed for at tage en progesteron mere – men min dyrlæge gik på ferie og er første tilbage 1. august som i klinikken er lukket i 2 uger. For mig giver det ikke mening at progesteron måle et andet sted da de to målinger så ikke kan sammenlignes, fordi de er foretaget på to forskellige apparater – men jeg ærgerer mig alligevel over at jeg ikke fik det gjort så jeg vidste om første måling var forkert. Da Indy tidligere har haft Holy til parring ved jeg at hun den gang kom med en fin progesteron – hun blev parret over 2 dage og rejste hjem og hun fødte 12 hvalpe og de 9 levede. Så tidligere har parringen været helt ukompliceret.

Vi kan endnu ikke scanne Holy for om hun er drægtig – men det bliver godt nok spændende for enten er vi ramt helt galt og hun er ikke parringsvillig når progesteronen er høj nok eller også er progesteronen forkert og naturen har domineret videnskaben 🙂 Vi får se og jeg skal nok fortælle det straks jeg ved om hun er drægtig.

Jeg optog en lille video af deres sidste parring. Mest fordi de parre helt naturligt uden indblanding og fordi man på denne video kan se hvordan det foregår når begge hunde samarbejder om opgaven. Det er svært for hanhunden hvis tæven ikke rigtig er med på legen og ofte ikke står stille. Her ses det helt tydeligt at Holy synker ned i forparten og skyder bagparten mod Indy, så det bliver let for ham.

På videoen siger jeg at det er sådan det foregår på en tyvparring og jeg vil lige understrege at dette ikke er en tyvparring (uønsket parring), men jeg siger det fordi at hundene ofte godt kan klare tingene selv men vi skal være tæt på dem så vi kan hjælpe hvis behovet opstår – men vi skal ikke hjælpe hvis behovet IKKE opstår 🙂

Jeg får rigtig ofte spørgsmålet …. Skal jeg vælge han eller tæve, og er der stor forskel i racen (labrador) på hanner og tæver.

Det er et super godt spørgsmål, der bør være til overvejelse inden man anskaffer sig en labrador eller anden hund, i det hele taget.

For at svarer på dette spørgsmål så kræver det noget af DIG! Du skal være ærlig overfor dig selv og kigge lidt indad for at finde ud af hvordan du selv egentlig er. Passer det dig bedst med en han eller en tæve ? Måske finder du svaret her under.

Personligt kan jeg sige, at jeg ville kun have hanhunde, hvis ikke lige det var fordi jeg syntes opdræt af labrador, er vildt spændende. Hvis jeg kun skulle have en jagt, familie eller markprøve hund, så ville der ikke være tvivl i mit sind, et eneste split sekundt. Jeg ville vælge en han. Men jeg har 5 af hvert køn og jeg elsker også mine tæver meget højt … MEEEEN skal jeg være ærlig er jeg nok et ret konsekvent og bestemt menneske og det passer godt til Hanhund.

MEN det starter et helt andet sted 🙂

I min race (labrador af jagtlinjer) er der ikke den store forskel på hanner og tæver. Racen er meget venlig og imødekommende over for alt og alle, så begge køn er skønne at omgås i daglig dagen.

Tæve….
Tæverne er meget knyttet til deres flok. De kan som hvalpe og unghunde være markant anderledes end når de runder deres andet leve år. Når de er blevet 2 år så er de meget voksne på den ind imellem lidt kedelige måde, som rigtig mange finder behagelig og let at have med at gøre. De vil gerne lege i små doser – men de vil hellere traske rundt i hælene på deres ejer. Tigge lidt ved bordet og i øvrigt passe de sysler de finder vigtige. Tæverne er fysisk mindre end hanhunden. En labrador tæve af jagt linjer vejer typisk 24-27 kg.

De er skønne at træne med hvis man er dygtig til at gøre træningen interessant og udfordrende. Man skal være rigtig god til at rose tæverne, mere end at skælde ud. Hvis man ikke er god til at holde denne balance på vægtskålen, så kan man meget let få en tæve, som vælger en fra og til som det passer hende. Tæverne skal man gøre sig noget mere fortjent til at få et godt samarbejde med end hannerne.

Jeg tror egentlig godt at jeg kan sige at de minder ufatteligt meget om os kvinder. De er lidt nærtagende, de skal have meget ros og skulderklap for at tro på sig selv. Får de skæld ud – er de tilbøjelige til at sige – ”Du kan bare gøre det selv” ! Det er naturligvis meget generaliseret og lidt sjovt 🙂

Tæverne bliver meget sjældent “møghunde”. Alene af den simple årsag – at hvis tæven er uopdragen, så trækker den i snoren, kommer ikke når man kalder og den er måske lidt irriterende for de som er omkring den.
Tæverne er i løbetid 2 gange om året, den ene gang er ALTID i jagtsæsonen 🙂 Hvis man er uheldig så er der lidt hormon svingninger, der kan give falsk drægtighed, eller bare en ustabil psyke, som gør at hun i perioder er svær at arbejde med.

Han……
Hannerne er dem man kan lave en aftale med. De er super trofaste, utroligt loyale, de gør altid deres bedste i marken og de kan også godt lide at se godt ud, mens de gør det 🙂 De arbejde med stor udstråling og de tager en skideballe og siger okay nu prøver jeg lige igen og koncentrerer mig mere denne gang.

De er til gengæld nød til at opdrages konsekvent. Er du god til at sætte regler op og holde disse regler i din hverdag – så er hanhunden fantastisk at have omkring dig.
Hanner skal lære “tisse-manerer” – f.eks at de ikke tisser når de er i snor, med mindre de bliver bedt om det. At de ikke tisser op af havekrukker, bænke og andet som man gerne vil have i fred og JA det kan de godt lærer.
Det kræver en del af ejeren, for det første år skal hvalpen/unghunden tilbydes at tisse på en græsplæne, når den starter med at lette ben – så skal den stadig tisse på græsplænen inden træning, inden gå tur osv. således at den ikke tisser op af alt hvad den skal forbi på en gå tur.

Hannerne skal lærer at dæmpe deres entusiasme i forhold til andre hunde. De skal lærer at hilse på tæver, uden at skulle stikke hele næsen op i måsen på hende. De skal lærer at hilse på andre hanner uden at byde op til dans. Alt dette er gode manerer. Det kræver en hundeejer der kan se signalerne – er opmærksom på deres hanhunds adfærd og får brudt de dårlige tendenser og belønnet de gode.
En labrador han af jagtlinjer vejer typisk 28- 32 kg.

Trænings mæssigt er hannerne helt suveræne. De tåler at man laver fejl langt bedre end tæverne gør. Jeg vil sige at de er mere tilgivende. Jeg ser mange hunde på min træningsplads og en af de ting jeg ser er at hannerne rummer bedre de nye hundefører, som ofte laver fejl i træningen, deres timing er ikke helt korrekt og det forvirre hunden. Der er hannerne langt stærkere end tæverne og de bærer på ingen måde nag 🙂

Så opdragelsen af en hanhund kræver lidt mere, specielt det første år, end det gør med en tæve men det lønner sig i længden.
Den er suveræn i alt når den først er velopdragen og godt trænet. Den har mindst to gear mere end tæven, den har væsentligt mere gå på mod og styrke i terrænet, den er aldrig i løbetid eller hormonelt uligevægtig. Den er utrolig loyal over for dig, en ven for livet som knytter sig meget til sin ejer/familie. Den leger hele livet – så har du børn er den fantastisk til både fodbold og løb og leg. Hannen er iøvrigt utrolig renlig og elsker at være ude, så hanner har let ved at lærer at være i hundegård.

Hvis jeg skulle have en professionel hund (Schweiss, narko, bombe) så ville jeg altid vælge en han. De har langt større energi, de kører på også når det begynder at gøre lidt ondt (varm sommerdag, træthed, lange køreture, lange vagter). Hanhundene kan ligesom altid finde energien frem når musikken spiller. De er ikke typen der giver op 🙂

MEN!
Jeg er nød til at sige at hanner der ikke bliver opdraget, bliver ofte det som jeg kalder “møghunde”, hvilket egentlig ikke er fair – for det er jo mennesket i den anden ende af snoren der fejler. Jeg har set mange hanner der spiller med musklerne overfor andre hanner, tisser op af alt hvad de kommer forbi og samtidigt trækker de rundt med deres ejer efter forgodt befindende. Det er IKKE hundens skyld – men den i den anden ende af snoren, der har fejlet. Tit og ofte glemmer en hundejer at opdrage på hunden, fra den er helt lille. Det er 1000 gange letter at opdrage på en hvalp og lærer den de gode manerer, inden den vokser sig stor og fysisk stærk.
Når jeg ser hanner, der er helt utilpasset er de ofte også stresset. De føler at de har ansvaret for alt omkring dem, fordi deres ejer ikke er trådt i karakter. De har fået et kædehalsbånd på, fordi ejeren ikke længere fysisk kan holde dem og pelsen er slidt ned af halsen af kæde halsbåndet – hvilket vidner om at hunden trods kædehalsbåndet, fortsat ikke kan gå i snor med respekt for snoren. De er ofte larmende, enten gøende eller pibende fordi de er frustrerede og usikre på hvem der tager ansvar og hvad deres rolle er i denne verden.
Hanner i balance og som er velopdragende er helt rolige. De hilser pænt på alt og alle og de har ikke behov for at hævde sig i en flok. Mine hanner er vant til at omgås andre hunde, såvel hanner som tæver og de er altid venlige og respektfulde. De løber ikke efter tæver og snuser dem bag i, eller løber til andre hanhunde viser udfordrende kropssprog eller skubben. Men det ville de gøre hvis ikke vi havde fortalt dem som små, at sådan opfører man sig ikke. Så der er noget mere opdragelse i at have hanner end tæver, men også langt mere hund i en hanhund.

Så det helt korte svar på spørgsmålet om han eller tæve er:

Det er dig der skal se på dig selv som hundeejer og tage stilling til, om det er en han eller tæve der passer bedst til dig. Uanset om du vælger det ene eller det andet, så er det rigtig vigtigt at du gør dig klart at hunde er ikke mennesker – de har brug for at du er “konstant”, at reglerne altid er de samme uanset det er tirsdag i ulvetimen eller søndag morgen med overskud. For at få en harmonisk hund så er DU nødtil altid at vise hunden hvad vej I skal gå og at du har styr på ALT, så den ikke skal tage ansvar for noget, men bare være ved din side og slappe af. Du skal nok fortælle din hund hvad der forventes af den og det vil den elske dig for.

I denne uge er hvalpene blevet 6 uger gamle. De er skønnere end nogensinde og vi nyder dem rigtig meget. Før vi ser os om er de på vej ud i deres nye familier. Vi glæder os meget til at følge kuldet. De er så fine og sociale alle sammen og de har så let ved at lærer. Jeg er startet på at lære dem at sidde og vente på at få en godbid. Det var den lilla pige der først fangede denne leg og så fulgte grøn og blå hurtigt efter.
Dianna har været på besøg og taget billeder af hvalpene. Dem skal I alle have glæde af for de er så gode!